Kør trygt på skiferie i elbil Skal du på skirejse i elbil?
Hvis du kører på skiferie i elbil, har du rig mulighed for at oplade bilen gennem Tyskland og videre ned, uanset om du skal til Østrig, Italien eller Frankrig.
Stol på navigationssystemerne når du kører i elbil til Alperne
Lad dig ikke afskrække, hvis dit navigationssystem fortæller dig, at der altså skal 10 små pauser til, på vejen til Alperne. Normalt beregner dit navigationssystem nemlig den hurtigste rute med mange forskellige ting taget i betragtning. Her indgår eksempelvis trafikken i det pågældende område, hvor du finder superchargere, hastighed og din personlige kørerstil. Du kan altså bare læne dig tilbage og nyde de ekstra kaffe/ tisse /stræk-ben pauser.
Godt at vide inden du kører på skiferie i elbil
En lille detalje, som er en god ide at indregne fra start, er at din bil sandsynligvis ikke kan køre helt så langt på en opladning, som den kan under mildere temperaturer. Du kan eksempelvis opleve, at din bil normalt kører 400 km. på en opladning. I denne situation med lavere temperaturer, er det dog en god ide at regne med, at din bil kører færre kilometer på en opladning.
Til gengæld kan du vælge at slå varmen fra i bilen, og kun bruge sædevarme. På den måde kan du spare op til 25% strøm.
Vindmodstand og hastighed er to andre ting, som er gode at tage i betragtning, når du kører på skiferie i elbil. Jo mere vindmodstand din bil har, jo mere strøm koster det. Det vil altså også sige, at jo større og tungere oppakning du har, jo mere belaster det også batteriet i din bil. Det samme er tilfældet, hvis du kører friskt og godt til. Det kan altså ikke betale sig at lægge sig i det yderste spor på de tyske motorveje og drøne afsted. Find i stedet en behagelig midterposition. Så sparer du både strøm, fordi du mindsker vindmodstanden og kører mere behageligt.
Hvilket navigationssystem skal guide vejen?
Hvis du kører Tesla, så følg først og fremmest Teslas egen navigation til at fastsætte ruten til din feriedestination. Den planlægger automatisk den bedste rute og angiver selv ladestationer - både på ruten og på destinationen. Dette inkluderer også superchargers. Derudover udregner den også selv, hvor og hvornår du skal holde ind for at lade.
Hvis din strøm-udbyder har sin egen app, eksempelvis “Ionity”, anbefaler vi, at du bruger den. Den viser Ionitys egne ladestationer og superchargers og fortæller, om de er ledige hele vejen ned gennem Europa. Hertil fungerer Google Maps godt. Kobler du den til eksempelvis Ionity, finder Google Maps deres egne standere rundt omkring i Europa og Danmark og planlægger ruten derigennem.
Som en tredje mulighed kan du bruge “A Better Routeplanner” (ABRP), til at planlægge din rute. Denne app er kendt verden over. Og med god grund. Det eneste du skal gøre, er at indtaste din destination og din køretøjsmodel, så gør appen resten for dig. Den planlægger en specifik rute, fortæller hvilke stop du skal tage hvornår, hvilke ladere du finder, samt hvor længe du skal lade og til hvilket batteriniveau. Dette inkluderer selvfølgelig også superchargers.
Læs flere tips til vinterkørsel i elbil her.
Hvornår skal du lade din elbil under turen?
For at udnytte ladetiden mest muligt, anbefaler vi, at du begynder din ladning, når du har mellem 10-15% tilbage på dit batteri. Så går det hurtigst med at få strøm tilbage på batteriet samtidig med, at du også har strøm nok til at køre videre til næste ladestation, hvis der skulle vise sig at være optaget. Hellere være på den sikre side, end at køre på de sidste 2%, inden du endelig kan sætte bilen i ladestikket.
Husk vinterdækkene
Når vinteren står for døren, er det for mange naturligt at skifte til vinterdæk på bilen. Det er en god ide at have klaret, inden du kører på skiferie i din elbil. Først og fremmest er vinterdækkene vigtige ift. vejgreb og bremselængde. Men med bedre vejgreb kommer også en højere strømbesparelse - en ren win win situation.
Holder batteriet strøm på hele skiferien?
Ja, det gør det faktisk. Så du behøver ikke være nervøs for, at din elbil mister strøm, mens du suser rundt på pisterne. Grunden til det er, at din bil har to forskellige batterier. Et stort og et lille batteri. Det store batteri er driftsbatteriet, som er det, som holder motoren i gang under en køretur. Det mister ikke strøm når din bil er slukket – heller ikke i kulden. Det lille batteri styrer eksempelvis lyset eller diverse 3. parts apps i din bil, så det er det, der bliver trukket strøm fra, hver gang du går i din bil i løbet af ferien.
Dog er det stadig en god ide at have et opladt batteri, når du kommer frem til din skidestination. Så ved du, at du har strøm på batteriet når turen går hjemad igen.
Opladning af elbil på din skirejse i Alperne
Alle vores destinationer tilbyder opladningsmuligheder under din skiferie. Så hvis du alligevel står i en situation, hvor batteriet har brug for en opladning inden den lange nedstigning, er det intet problem. Det betyder også, at skulle du få lyst til at tage på en køretur i din elbil under ferien, kan du også sagtens det. Se mere under de specifikke destinationer eller spørg guiderne for mere information og vejledning, når de ringer ugen inden afrejse.
Når turen går hjemad
Når tiden kommer til, at turen går hjem efter en dejlig uge på ski, anbefaler vi, at du varmer bilen og batteriet godt op, inden turen går ned ad bjerget igen. Hvis batteriet ikke opvarmes ordentligt inden afgang, har det nemlig ikke mulighed for at regenerere strøm.
Så vær ikke bange for at køre på skiferie i din elbil, det kan sagtens lade sig gøre. Rigtig god fornøjelse med din kør-selv ferie i elbil – du har styr på det!