Er der virkelig afterski i Frankrig?

Det spørgsmål er der mange skiløbere, som er vant til at være i Østrig, som ofte stiller.

Og det bliver et stort, rungende JA.
Der er masser af super godt og en anelse mere sofistikeret afterski i Frankrig.

Men hvad er fransk afterski så?

Fransk afterski, eller rettere: Apres-ski, er Dj’s og live-musik, diskolys og clubbing.

Det er dans på bordene i skistøvler - men med champagne eller rosé i hånden i stedet for fadøl, og til remixede udgaver af moderne pop-musik, som er krydret med jazz og saxofonspil i stedet for tysk schlager.  

Fransk aprés ski giver den hele armen, og du har ofte mulighed for at feste fra frokosttid til langt ud på natten, hvis det er det, du vil.

For når afterski-barerne lukker ud på aftenen, så tager natklubberne over.  

Vi har samlet en guide til dig, som skal på skiferie i Frankrig og ønsker den fulde franske afterski-oplevelse. 

La Folie Douce

Det ultimative franske afterski-sted

Hver dag bliver skiturister i hobetal lokket op på det legendariske La Folie Douce til saxofon-spil, kendte DJ´s og flagrende, farverige dansere. Folie Douce ligger på bjerget, gerne i solen og er svært at undgå. På afstand kan du høre lyden af en dunkende bas, og livemusik, som strømmer ud over Alperne. Når du kommer tættere på, bliver du draget af den euforiske stemning, lys- og danseshowet og champagnen, der sprøjter udover dansegulvet.  

Det her er det perfekte sted at slippe hæmningerne (til dels, du skal lige kunne komme ned af bjerget igen) og lade sig forføre til tonerne af saxofon, pumpende bas, lækker musik og kolde drinks! 

Folie Douces temafester 

Ugedagene er delt op i kreative temaer, hvor både dansere og sangere kommer anstigende i vilde kostumer og med et nyt cabaret-show til hvert tema. Temaerne skifter hvert år, men det legendariske WTF-party hver onsdag går igen! Og ja, det er en fest, hvor formålet er at få dig til at tænke “hvad foregår der lige her,” når du klikker skiene af og træder ind i baren. Det er en oplevelse, du ikke vil gå glip af.  

Hvad drikker man på Folie Douce? 

Hvis ikke du bliver svimmel nok af Folie Douce’ over-the-top stemning og den tynde Alpeluft, har du rig mulighed for at købe 5 liters rosé, champagne og hvidvin i baren (en almindelig flaske vin plejer de også godt at kunne klare).

Du kan selvfølgelig også få en lækker, kold øl, som typisk er den franske 1664 Blanc. Den kan du nyde med udsigt til sneklædte bjergtinder og med musikken pumpende i brystet – hvem kan ikke lide det!  

Hvor kan du besøge La Folie Douce  

Folie Douce er et legendarisk og berygtet afterski-sted og et must-see på din skiferie til Frankrig. Heldigvis har du mulighed for at besøge Folie Douce flere steder i Alperne. De holder nemlig til i Val ThorensLes ArcsAlpe d’HuezVal d’Isere og Tignes.

Frokost på Folie Douce

La Petite Cuisine   

Besøger du La Folie Douce inden klokken slår rose’o’clock, serverer de også en ganske anstændig frokost. I “La Petite Cuisine” er der høflig selvbetjening, hvor du finder en frokostmenu med lidt af hvert og til enhver smag. Her kan du tage din frokost med ud på den store solterrasse og nyde maden med storstilet underholdning til. 

La Frutiére

Ønsker du en frokost, som ligger i den lidt finere ende end pasta og burger, finder du Folie Douce’s anden restaurant “La Frutiére”. Her serveres franske specialiteter tilberedt af lokale råvarer af bedste kvalitet. Udsmykningen af restaurantens lokaler går også hånd i hånd med den kulinariske oplevelse, du finder på din tallerken. Flotte lokaler med store vinduespartier og lokal kunst pryder restauranterne.  

Vores guider holder ofte fællesfrokost på La Folie Douce. Her har du muligheden for at holde en pause i selskab med nogle, som med garanti kan fortælle dig, hvor eftermiddags-sneen er bedst, og hvad der smager lækrest på menuen.  

Når turen går ned ad bjerget igen  

Vigtigt at notere sig er, at Folie Douce lukker, når skiresortet på de respektive destinationer lukker. Så hvis du vil undgå at køre på ski i mørke eller sove på bjerget, anbefaler vi, at du når den sidste lift hjem. Dette er særligt vigtigt, når du er på Folie Douce i Tignes/Val d’Isere - de to byer deler nemlig baren på bjerget, og hvis ikke du når den sidste lift tilbage til Tignes, må du hele vejen til Val d’Isere for at komme hjem. Det er noget af en omvej når liften, du skal med for at komme hjem, alligevel ligger lige ved siden af baren.  

Derudover anbefaler vi, at du har i mente, at turen hjem foregår på ski, uanset hvor du befinder dig. Så dem skal du helst være i stand til at køre på.  

Fransk Apres-ski

Når turen går ned af bjerget

Det er ikke kun på bjerget, der er fest. Når du kommer ned i de forskellige alpebyer igen efter en god skidag, finder du mange forskellige afterski-steder.

Afterski i Tignes & Val d'Isere - Cocorico

Når du kommer ned fra Bjerget om eftermiddagen, er det tid til at tage videre på Cocorico! Denne afterskibar finder du i Tignes og i Val d’Isere, for enden af pisterne. Du kan altså køre direkte fra den ene bar til den anden og fortsætte festen under åben himmel.

På Cocorico får du både øl, drinks, mad, livemusik og en stemning, der er så høj, at “souffléen ikke har tid til at falde,” som de selv siger. Lækker streetfood tilberedt af anerkendte kokke kan helt sikkert stille både den lille og den store sult. Og med en whiskey sour i den anden hånd, bliver livet næsten ikke bedre.

Et nyt live-band spiller desuden hver aften og sætter scenen for en eftermiddag og aften med fest i alle regnbuens farver.

Cocorico holder åbent fra kl. 14:00-04:30 i Val d’Isere og 12:00-20:00 i Tignes.

Bar Saloon/Downunder i Val d'Isere & Val Thorens

Når fødderne har brug for en pause, og aftensmaden er klaret, er det tid til at tage på Saloon/Downunder.

“Lækre drinks, fed underholdning og fantastiske mennesker.” Sådan står der, når du klikker ind på Saloons hjemmeside, og de rammer ikke meget ved siden af. Her finder du en afterskibar, som kan lidt af det hele. Er du til Pool, dart eller beer-pong, er dette stedet. Og skulle du være kommet afsted på skiferie, mens de danske håndboldherrer spiller, vises kampen ofte her.  

Lidt godt til ganen 

En oplevelse du ikke vil gå glip af, når du besøger Saloon i enten Val d’Isére eller Val Thorens er et joss shot. Og selvom dette shot ikke er for de yngste, bringer det alligevel minder frem fra barndommen. Et joss-shot er et shot vodka, som du drikker sammen med noget, der mest af alt minder om slikket pop-rocks. Med den sitrende sukker-søde fornemmelse i munden, smager vodkaen som vand.
Skyl ned med en kold fadøl eller et jug af deres hjemmelavede drinks, og så kører bussen! 
 

God stemning og godt selskab 

Fra søndag-fredag hver uge er der livemusik på Saloon, og stemningen fejler aldrig. Det er derfor også stedet, hvor mange lokale tager hen for at få en fyraftensøl eller for at tage i byen med kollegaerne. Og det bedste stempel en bar kan få er vel, når de lokale også bruger den. Så ved man, at tingene er i orden.  

Afterski i Val Thorens - Cafe Snesko

Når man taler om afterski i Frankrig, er der særligt ét sted, som skal nævnes. Den berygtede Cafe Snesko i Val Thorens. Og det er ikke kun i norden, den er berygtet. Baren er blevet en vaskeægte Val Thorens institution. “Den danske bar med ryet som det bedste afterski-sted udenfor Østrig.”

Og det er en dansker-bar med stort D! Menukort på dansk, æbleskiver til jul og danske hits går igen og tager kegler gang på gang.

Med live-musik hver aften fra kl. 17.30, og et personale som står klar med sambuca-shots og kolde fadøl, er festen sikret! Cafe snesko er et besøg, du ikke vil være foruden, hvis du er på ski i Val Thorens. Baren er ikke særlig stor og meget populær, så vær forberedt på en kinddans eller to.  

Afterski i Alpe d'Huez & Les Deux Alpes - Bar Smithy's Tavern

Smithy’s Tavern i Alpe d’Huez og Les Deux Alpes har siden ‘96 været fast inventar på afterski-ruten. Baren langer stolt øl, drinks og den lokale génépi over disken hver dag – og altid til lækker live musik. Likøren génépi er i øvrigt en lokal produceret likør, som du kan få på alle de franske destinationer. Ofte hjemmeproduceret af diverse restaurantejere og bartendere. Denne mundfuld er den rene og autentiske smag af de franske Alper.   

Smithy’s Tavern er stedet, hvor du uden problemer kan tilbringe en hel aften. Start ud med et besøg i deres hyggelige restaurant på 1. sal, som byder på et internationalt menukort, og en vinliste ud over det sædvanlige.  

Efter en lækker middag byder baren i stuen på cocktails, live musik og temafester på alle ugens dage. Oplev UV-party hver lørdag eller Jägermeister-fest hver tirsdag.  

Bar Smithy’s Tavern er åben fra 18.00-02.00 i både Alpe d’Huez og Les Deux Alpes.  

Hvordan ser fransk afterski ud?

Festen fortsætter

Afterski i Frankrig

Afterski i Alpe d'Huez - Bar Underground

Når vi snakker om fransk afterski, kommer vi ikke udenom Underground i Alpe d’Huez. En engelsk bar der har været en institution for danske skigæster i Alpe d’Huez siden 1990’erne. Underground blev startet af et par engelske snowboardere, og der har siden starten været masser af gode fester og livemusik et par gange om ugen. Her finder du en aftenfest, hvor du kan møde en del af de sæsonansatte, som år efter år holder til her. Livemusikken er typisk populære klassikere blandet med lidt nyere musik, hvor numre som Wonderwall, Oasis altid sniger sig ind. Underground ligger under Nortlanders Hotel Chamois. 

Afterski i Les Arcs - Chez Boubou & Club 73

Er du på skiferie i Les Arcs, og kommer hjem fra Folie Douce efter pisterne lukker, kan du tage til happy hour på bar/brasserie Chez BoubouLes Arcs er generelt ikke den helt vilde afterski-by, men i Arc 1800, er det muligt at støve en kold fadøl akkompagneret af lidt live-musik op. Dette er et af stederne. Når live-musikken ikke spiller, vises diverse fodboldkampe også på baren. Og så kan du endda også få serveret en super lækker aftensmad. 

Hvis du ikke er klar til at tage hjem efter et besøg på Chez Boubou, kan du tage videre på natklubben, Club 73, hvor alverdens DJ’s står klar, og drinksene er lige så kolde som sneen på pisten! 

Den bedste Apres-ski

Frankrig er kendt for at have nogle af de bedste skiområder I hele verden med skiløb af høj kvalitet. Det samme gælder deres afterski. Der bliver ikke gået på kompromis med noget.  

Det, som går igen ved fransk aprés ski er, at festen aldrig rigtig slutter. Næsten uanset hvor du befinder dig, vil det være muligt at tage videre på en lækker restaurant, på en bar eller pub og ud på de helt sene timer – en natklub.  

På trods af at Østrig længe har haft patent på den bedste afterski, haler fransk apres-ski hurtigt ind. Og hvis du vælger destination ud fra hvor afterskien er bedst, så kan en skiferie til Frankrig varmt anbefales. Ikke kun grundet de fantastiske skiområder men også på grund af alt det, som sker efter pisterne lukker.  

Har du brug for hjælp?

Vi vil rigtig gerne hjælpe dig!

Du kan vælge enten at blive ringet op eller sende os en mail.

Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømme-skiferie til Alperne.

Bliv ringet op

Skal vi ringe dig op, når du har tid?

...
Send os en mail

Hvis du udfylder felterne herunder, vender vi tilbage med et svar på din forespørgsel hurtigst muligt. 

...