Hvis du er restaurant- eller hotelejer i en skiby, hvor man kan slippe af sted med ikke at betale told, er det svært at være utilfreds. Gæsterne brokker sig heller ikke.
På grund af sin meget isolerede beliggenhed blev Livigno for mange skisæsoner siden skænket privilegier som toldfrit område.
Vi skal faktisk helt tilbage til Napoleons tid, hvor regeringen mente, det var synd for en fattig og ensom by som Livigno, at indbyggerne skulle belastes yderligere ved at betale told. Livigno er i dag knapt så ensom og isoleret og den er bestemt ikke fattig længere.
På en eller anden snedig vis har byen formået at bibeholde den pengebesparende regulering til stor glæde for alle os der besøger Livigno. Den italienske stats mening om det, tager vi os ikke af nu.
Restauranter og spisesteder i Livigno
De fire kilometer lange by, Livigno, har et godt udvalg af livlige value-for-money pizzeriaer og traditionelle italienske restauranter, og mange af dem er forbundet med hoteller.
I terrænet på både Carosello- og Mottolino-siderne af skiområdet ved ved gondolliftstationerne på toppen er der store selvbetjeningssteder, der også har bordservering. Længere nede i selve terrænet er der også nogle charmerende hytter.
Tre spisesteder i terrænet i tre prislejer
Costaccia. Øverst ved Costaccia-gondolen på Carosello-siden byder Costaccia på selvbetjening eller bordservering. Stedet er travlt besøgt og har en stor terrasse. I selvbetjeningen er der gode sandwiches og pizzaer, mens der i området med bordservering kan findes lidt mere avancerede muligheder som pastaretter og grillet kød, og ofte med en gratis grappa til sidst.
La Tea di Cip e Ciop. Tæt på bunden af den røde piste ned til Carosello-gondolen ligger Tea di Cip e Ciop som en charmerende lille hytte med en hyggeligt indretning og små terrasser med fantastisk udsigt.
Prislejet er i mellemniveauet, og de serverer noget af det bedste mad på bjerget. Blandt favoritterne er fadet med lufttørret kød og ost, tagliatelle med kastanjer og porcini-svampe og spændende risottoer, efterfulgt af en gratis hjemmelavet grappa efter måltidet.
La Stuvetta. Restauranten La Stuvetta, der ligger på toppen af Carosello 3000, har panoramaudsigt, en terrasse og to charmerende træklædte lokaler, der hver tilbyder forskellige køkkentyper. I den ene afdeling serveres traditionelle italienske pastaretter, mens der i den anden diskes op med mere raffinerede retter såsom nudler med kaninragout og lasagne med gratineret asparges. Prislejet er i den lidt højere ende her.