En ting er rammerne, noget helt andet er indholdet. Dette er ikke et luksushotel, og det er bestemt heller ikke et spritnyt hotel. Til gengæld er der masser af charme, personlighed, fabelagtig beliggenhed og god mad.
Dansk værtskab og skandinavisk fællesskab
Hotellet, der tidligere blev drevet af os selv, har nu fået et nyt, spændende værtskab. Bag driften står YourAlp, grundlagt af to gamle kendinge i Nortlander-regi, Jacob Bennike og Christian Schultz. Begge har de gennem mange år arbejdet og haft stor passion for skiløbet, og har et dybt kendskab til både skisporten og Alpe d’Huez, hvor de nu har slået sig ned med en fælles mission: at skabe de bedste skiferieoplevelser. Deres passion for alpelivet og den perfekte skiferie er tydelig i alt, hvad de gør, og deres venskab skinner igennem i den varme og imødekommende atmosfære på hotellet.
Selvom hotellet ikke længere er drevet af en familie, er meget stadig, som du husker det. YourAlp har skabt et værtskab, hvor skandinavisk hygge og fællesskab er i fokus. Du vil stadig opleve den hjemlige følelse og den høje service, som du kender fra vores klubhoteller, uden at det formelt er et klubhotel.
Med et engageret team og skandinaviske værdier sørger de for, at du som gæst føler dig som en del af noget større – et fællesskab, hvor alpernes magi og hotellets afslappede luksus går hånd i hånd.
Beliggenheden
Hotellet er en af de ældre bygninger i Alpe d’Huez, og byen er siden grundlæggelsen i 1936 vokset rundt om den ældste bydel, Vieil Alpe-kvarteret. Det resulterer i at placeringen helt af sig selv bliver mere og mere central. Netop den centrale beliggenhed gør, at der er blot få minutters gang til Alpe d’Huez’ hovedgade med hyggelige butikker og restauranter. Pisterne og liften ligger ret tæt på hotellet, og du har intet besvær med at komme til og fra skiområdet.
Forplejning
Skandinaver som vi er, så ved vi, at god og ordentlig kost er vigtigt for den glade og trætte skientusiast. Derfor er morgenbuffeten solid og varieret, så pisterne senere kan indtages med frisk optanket energi. Hver aften serveres en lækker tre-retters menu, der er komponeret af hotellets egne kokke.
Vinen er jo en af de små sidegevinster ved at tage på skiferie i Frankrig. Til maden følger et velkomponeret vinkort og et generelt bredt udvalg af drikkevarer, man kan købe. Vinudvalget er overvejende fransk, og vi efterstræber altid at have lokale vine på kortet, så man kan stille nysgerrigheden ved at smage vine, vi normalt ikke så ofte ser hjemme i Danmark.
Ankomst og afrejse
På ankomstdagen vil der i tidsrummet 18.00-20.00 blive budt på en let aftenbuffet med en varm ret, salat og brød. Denne koster 18€ pr. person og børn under 12 år koster 12€ pr. barn. Du skal bestille gennem guiderne, når de ringer en uge før afrejse. Betaling sker på hotellet.
Til gæster, der ankommer senere på aftenen, byder vi (gratis) på suppe og brød fra kl. 20:00.
Hvis du ankommer tidligt om morgenen, er det muligt at tilkøbe en delikat morgenbuffet. Prisen er 18€ for voksne og 10€ for børn til og med 12 år. Det er muligt at nyde morgenbuffeten fra klokken 07.30 - 09.30. Hvis du ønsker dette, så fortæl gerne guiderne dette, når de ringer cirka en uge før ankomst - så er hotellet sikker på, der er mad nok. Betaling sker på hotellet.
På afrejsedagen vil sidste måltid på hotellet være morgenbuffeten. Er der afgang før klokken 7.30, vil personalet sørge for en morgenmadspose til afrejsen. Der vil dog også være mulighed for at købe en afrejsepakke (sandwich, vand + 1 stk. frugt), man kan få med til rejsen hjem uanset tidspunkt.
Værelser
Lige som fællesarealerne, bærer værelserne også præg af at hotellet ikke er fra allerøverste og nyeste hylde, men charme og personlighed er der masser af i de velfungerende rammer.
Alle værelser ud mod gaden har fået skiftet vinduer og er blevet lydisoleret for at komme støjniveauet til livs. Der kan dog stadig forekomme lidt larm fra gaden, da der ligger en offentlig tilgængelig bar under hotellet.
Fællesarealer
Hotel Le Chamois har en virkelig hyggelig bar og spiseafdeling. Stedet oser af stemning, og man har lyst til at opholde sig der, når man kommer tilbage fra en dag på ski. Hvis vejret er til det, og det er det jo som regel i Alpe d’Huez med de 300 årlige solskinsdage, så er der en fin terrasse, hvor man passende kan nyde et glas vin, en lokal øl, cocktail eller en god kop kaffe.
Der findes ikke nogen stor og fuldt udrustet skikælder. Der er derimod aflåst skirum i skuret ved siden af hotellet, og skistøvler kan placeres på støvlevarmere der er opsat rundt omkring på gangene. Det er dog ikke tilladt at gå indenfor på gulvtæpperne med skistøvler!
Med den gode beliggenhed og skandinaviske atmosfære glæder vi os til at byde alle skiglade gæster hjerteligt velkommen på Hotel Le Chamois i Alpe d’Huez.
Ankommer du i elbil, er der mulighed for at lade bilen i byen. Der ligger en ladestation ved siden af Residence L'Ours Blanc og ved Hotel Le Pic Blanc. Spørg guiderne, når de ringer ugen før afrejse, for mere information.
Turistskat opkræves på destinationen
Turistskatten skal betales direkte til hotellet - enten kontant eller med kreditkort (med kreditkort er der et gebyr på 5 €), og er ikke inkluderet i rejsens pris, da vi ikke må og kan håndtere økonomi mellem regering og gæst. Turistskat pr. person pr. nat på Hotel Le Chamois er 4,11€. Børn under 18 år er undtaget at betale turistskat.
Essensen
:Centralt placeret
Skandinavisk og engelsktalende personale
Skandinavisk hygge
To minutter til liften
Meget for pengene